Baggrund

I stedet for at komme med en lang udredning om hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra,  gab, skitser jeg her kun de mest relevante ting.

Jeg er blot ét blandt de mange mennesker her på kloden, der længe har været bevidst om tingenes tilstand mht. biodiversitets- og klimakrisen, som har længe været undervejs. Nu har jeg blot taget det næste logiske skridt i kampen om en bedre fremtid: jeg har (midlertidigt) koblet mig af det økonomiske system, så jeg bl.a. ikke længere bidrager til, at der bliver skabt digitale penge ud af det blå. Emancipation! Ja, først og fremmest betragter jeg det som en befrielse, ikke at skulle redegøre for min eksistens overfor nogen myndighed - min tid her på jorden er min at bestemme, hvad jeg skal bruge den på. Men der er også en anden dimension i min protest. Siden jeg har ikke ingen indkomst, så betaler jeg heller ikke skat. Og det agter jeg at gøre, indtil det med at tage et job ikke længere indebærer, at jeg skal bidrage til klodens ødelæggelse - ja, dvs. at jeg nægter at smide flere kroner i skattefars lomme, indtil regerningen opfylder sin del af den sociale kontrakt og kan forsikre os, at vores børn og børnebørn ikke kommer til at lide.

Igennem mit liv har jeg bestræbt mig på, at efterlade så lille et aftryk på kloden som muligt, cyklen har været min hovedtransportmiddel de sidste par årtier, også med børn til og fra institution (jeg har kun ejet bil i ca. 5 år, ca. 1995-2000). Jeg bor til leje og har ikke de store udgifter (mit strømforbrug er på ca. 150,-/md., alle mine dimser oplader jeg som regel ved offentlige steder...) og jeg generer heller ikke specielt meget skrald (ca. en 10l pose hver anden uge). Kød spiser jeg generelt ikke ret meget af. Kort sagt: jeg har igennem årene lært, at skære drastisk ned på mit eget forbrug, og tilrettelægge min livsstil på sådan en måde, at mine behov er minimale, og det medfører, at jeg kan klare mig på ekstremt lidt. (Selforsynethed er svært, når man bor i byen!)

Én enkelt ligning har styret mit liv: des mindre jeg tjener, des mindre (for)bruger jeg og des mindre bidrager jeg til vanviddet. Skrald og overforbrug i vores samfund i dag bærer en stor del af ansvaret, mht. at belaste kloden og påvirke klimaet og biodiversiteten: ekstensivt landbrug over hele verden betyder, at dyrenes levesteder bliver færre og færre. Storindustrien bruger ekstremt mange kræfter på at udvinde naturresourcer, som de ved, ingen kommer til at genanvendes (jf. ‘spildindustrien’). Den videnskabelige konsensus i dag er, at menneskeheden er i gang med at udrydde alt liv på kloden - inklusiv menneskeheden - for profit.

Desuden har jeg brugt de sidste 25 år på at frigøre mig fra begrebet ‘privateje’ - min scavenger-livsstil betyder, at jeg finder rigtigt meget shit rundt omkring. Tak, overforbrugssamfund!

Jeg skal lige hilse og sige, at for 20 år siden (da jeg blev far for første gang) troede jeg vitterligt, at jeg kunne indordne mig og blive tilfreds med tilværelsen med et almindeligt 9-til-5 job. I 6 år har jeg været ansat ved det danske Post- og Telegrafvæsen, men så blev jeg fyret - på så tyndt et grundlag at Post DK foretrak at indgå forlig for ca. 80.000! (Fedt, men til gengæld fik jeg aldrig hele historien at vide... Jeg tror stadig, jeg kom til at træde de forkerte mennesker over tæerne, heriblandt fagforeningsfolk, tak SID...)

Så ja, jeg har været lidt en rebel helt mit liv og Extinction Rebellion faktisk er den bevægelse, jeg har ventet på hele mit liv! Tja, fakstisk har jeg trænet op til det, lige siden jeg flyttede hjemmefra :)

Vores hovedopgave er, at fortælle sandheden om klima- og biodiversitetskrisen - vi undgår aktivt at klandre den enkelte, for de valg de træffer, for det er beslutningstagerne, presset skal lægges på, og ikke den individuelle forbrugere.

Siden XR er en ikke-voldelig bevægelse, føler jeg mig også endnu mere hjemme her - første og sidste gang jeg brugte fysisk vold (dvs. med et ønske om at påføre vedokmmende skade) var i 1988, og det brækkede jeg sgu en finger på! 

Til sidst skal der nævnes, at jeg er en af de 174 forskere, der underskrev Extinction Rebellions støttebrev i Politiken i maj måned. I takt med at jeg blev involveret med XR, har jeg ikke brugt så meget tid på at pleje mine akademiske interesser, dvs. bl.a. sørge for at have publikationer løbende. Min værdi på det akademiske arbejdsmarked falder som en funktion af tid og derfor begår jeg muligvis akademisk selvmord. Her kan du læse lidt mere om, hvorfor jeg vælger at forlade akademia for tiden.

Derfor sætter jeg min lid til andre, der deler XRs og de synspunkter, jeg giver udtryk for her (læs: sympatiserer du for sagen!) og som af en eller anden årsag ikke kan deltage i oprøret.

Alt i alt er jeg overbevidst om, at vi er i gang med at skrive historien (med XR, men selvfølgelig med Klimastrjkerne/Fridays for Future også!). Men jeg synes ikke, det er nok, at være med til at skrive Historien - den skal også nedfaldes! Og det er, hvad jeg gør i disse sider :)

På forhånd mange tak og god læsning!

Aymeric Daval-Markussen 2019